Liselotte Krogager

Liselotte Krogager er født i Mørkhøj og uddannet skuespiller fra elevskolen v/ Odense Teater 1982. Sin skuespillerdebut fik hun egentlig allerede i 1967 i Annie Get Your Gun på Falconer Teatret i København. Her var hun sammen med skuespillerne Daimi, Dirch Passer, Lilly Broberg og instruktøren Preben Kaas.


Efter en afsluttet studentereksamen søgte Liselotte ind på skuespillerskolen og blev optaget. I 1982 kunne hun kalde sig for skuespiller og til og med sommeren 1988 var hun fastansat på Odense Teater. Derefter sprang hun ud i en tilværelse som freelance skuespiller.


Som skuespiller har Liselotte favnet bredt fra karakterroller i den seriøse afdeling til de komiske roller i såvel det klassiske som i det moderne repertoire. Liselotte har arbejdet indenfor det etablerede teater, på de små eksperimenterende scener, i gruppeteater med børne- & ungdomsteater og så har hun lavet et væld af Musicals, Kabareter og Revyer.


Liselotte kan udover skuespiller skrive sanger, instruktør, dramapædagog og huskunstner på sit visitkort.